Ja, så fik jeg kolonihave igen... og denne gang min helt egen. På de første uger har jeg genopdaget følelser og tilstande, som jeg havde glemt - men som måske er den egentlige årsag til, at man bliver håbløst forelsket i et lille stykke natur, som man ydmygt får lov at passe:
- Det totale tab af tidsfornemmelse, når man vimser rundt og glemmer alt omkring sig (igår kom Irene og Melina forbi ved 17-tiden for at se haven. Det var første gang, jeg kiggede på uret, efter jeg stod op... jeg mente ellers, jeg lige havde fået morgenmad).
- Virkelyst i den gammeldags forstand, hvor man udretter noget og nyder sit resultat (en luksus for en som mig, der til daglig skaber abstraktioner, læring, processer og andre luftige ting). Her i haven pusler jeg flittigt rundt som en mus omkring sit hul i skovbunden. Der er altid noget...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar